Folkeskolen.dk – Derfor skal vores elever ikke bruge computer i hele august

Derfor skal vores elever ikke bruge computer i hele august

Folkeskolen.dk har udgivet en artikel under emnet “IT”:

Debat

“Det handler ikke om skærme, men om god og varieret undervisning, og jeg tror, at vores tiltag kan bidrage til at sætte fokus på netop det”, skriver skoleleder Martin Christensen om Virupskolens tiltag Analog august.

Det, der startede som en nødløsning på Chromebook-kaosset, er endt med et forsøg på at skabe mere varieret undervisning på Virupskolen.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Når eleverne
på Virupskolen nord for Aarhus lige om lidt vender tilbage efter sommerferien, bliver
det til en anderledes skolestart. Vi har nemlig besluttet at starte den første
måned af skoleåret analogt. Vi kalder det Analog august.

Det betyder,
at når eleverne møder ind til første skoledag den 12. august, så er
elevcomputere og mobiltelefoner ikke til stede i undervisningen. Undervisningen
bliver flyttet ud i byrummet, hvor eleverne blandt andet kan arbejde med
geometri, og notesbogen og kuglepen bliver genoplivet som et vigtigt
arbejdsredskab.

Rammerne for Analog august

De elever, som
bruger læse-skrive-teknologier (for eksempel de ordblinde elever), har stadig
lov til at bruge deres Chromebooks i august.

Alle
medarbejdere må gerne bruge Chromebooks og læringsportaler i undervisningen,
hvis de for eksempel skal vise en video eller maleri.

Klasser, som
er nødsaget til at lave en aktivitet, hvor ordbøger er påkrævet, må gerne
anvende Chromebooks.

Naturen kommer til at være vores nye læringsrum, hvor eleverne kan studere
jordlag, sten og mineraler. Eller måske skal eleverne lære mere om biologisk
mangfoldighed, hvor undervisning om dyre- og planteliv i deres naturlige
habitat kan give eleverne en dybere forståelse af økosystemer og deres betydning?

Påbud satte
gang i ideen

I Aarhus
Kommune har eleverne siden 2020 fået en Google Chromebook, når de kom i 2.
klasse, og alle skoler har derfor arbejdet med at gøre digitale værktøjer og
læringsplatforme til en del af undervisningen.

Men i
slutningen af januar 2024 kom Datatilsynet med et påbud til 53 kommuner, der alle
bruger Chromebooks. Det gjorde det
usikkert, om eleverne kunne bruge deres computere næste skoleår. Derfor valgte
vi at samle en række resursepersoner på skolen, så vi havde en god løsning på en
skolestart, hvor eleverne muligvis ikke havde adgang til en computer.

Samtidig ville
vi sikre, at vi kunne skabe tilstrækkelig med forberedelsestid til lærerne, da
fraværet af en elevcomputer kræver, at man har tid til at finde eller forberede
analoge læringsmaterialer.

Bekymringerne

Der har været
enighed om, at fraværet af computere ville afstedkomme en række udfordringer:
Har vi overhovedet tilstrækkelige analoge læremidler på skolen? Og er der
økonomi til at støtte op om undervisningen, når vi skruer op for
praksisfagligheden og ture ud af huset?

Vores
læsevejledere var også helt naturligt bekymrede for de elever, der bruger læse-
og skriveteknologier. Det fik vi dog hurtigt styr på, da vi i juni fik en
besked om, at eleverne i Aarhus stadig må anvende deres Chromebooks, når skolen
starter efter sommerferien.

Det handler om
varieret undervisning

Selvom
virkeligheden ser anderledes ud i dag, end den gjorde i januar, har vi stadig
valgt at holde fast i Analog august. Det er der flere gode grunde til:

Når skoleåret begynder, er Virupskolen mobilfri. Det har vores skolebestyrelse
besluttet, og det kommer forhåbentligt til at skabe færre forstyrrelser i
undervisningen og i frikvartererne. Her er Analog august et stærkt signal, som
understøtter startskuddet til mobilfri skole.

Jeg synes
også, det er klogt, at vi indimellem stopper op og udfordrer vores egen praksis
og forsøger at skabe deltagelsesmuligheder, som ikke er betinget af en (elev)skærm.

Jeg har tillid
til, at langt de fleste lærere benytter digitale læremidler, når det giver
mening i undervisningen, men vi skal hele tiden fastholde, at vores opgave
består i at lave god og varieret undervisning.

Optakten og
forberedelsen til Analog august har netop afstedkommet, at vi i lærergruppen
har haft mulighed for at drøfte, hvordan vi kan skabe variation i
undervisningen. Det har været en sund drøftelse, og når vi rammer september
måned, skal vi sammen evaluere både optakt og forløbet.

Skal vi være
en analog skole?

Tilbagemeldingerne
fra både forældre og omverden har været overvældende positive. Folk har
skrevet til mig: ”Endelig!”, ”hvor er I modige” og ”væk med skærmen – sådan!”. 

Andre har
spurgt, om det betyder, at Virupskolen fremadrettet skal være en analog skole?
Her er svaret nej.

Jeg vil gerne
understrege, at jeg ikke ønsker en skærmfri folkeskole. Computere og digitale
læremidler er en del af den moderne danske folkeskole. Derfor ærgrer det mig
også, at hele skærmdebatten er blevet et diffust felt, hvor der
fastholdes en sort-hvid positionering.

Det handler
ikke om skærme, men om god og varieret undervisning, og jeg tror, at vores
tiltag kan bidrage til at sætte fokus på netop det: God og varieret
undervisning.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Link til kilde

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.