Folkeskolen.dk – Debat: Hold nu op med at lave ligegyldige skærmregler, som alle er enige i

Debat: Hold nu op med at lave ligegyldige skærmregler, som alle er enige i

Folkeskolen.dk har udgivet en artikel under emnet “IT”:

Debat

Frederiksberg Kommune har forbudt mobiler i skoletiden. Medmindre de bruges i undervisningen. “Forslaget ender på den måde som noget, ingen mennesker kan være uenige i, og som i bund og grund er spild af tid”, skriver Cecilie Schjoldager Guldbrandsen.

Det er på tide, at kommuner og skoleledelser tager ansvar for, at skærmene bliver brugt på den rigtige måde i folkeskolen. Det er ikke lærernes opgave.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I Frederiksberg Kommune har en næsten enig
kommunalbestyrelse besluttet, at det er slut
med telefoner i skoletiden. Når man nærlæser forslaget, så står der
dog, at telefonerne kun må bruges i faglige sammenhænge.

Det tænker jeg vi alle, inklusiv samtlige lærere i
Danmark, synes er en god ide. 

Forslaget ender på den måde som noget, ingen mennesker
kan være uenige i, og som i bund og grund er spild af tid. I stedet er der
brug for, at skærmdebatten bliver delt op i de forskellige udfordringer, som
der nu en gang er ude på skolerne. 

De tre udfordringer 

Jeg ser tre forskellige
skærmudfordringer for vores børn i folkeskolen:

Første udfordring handler om elevernes egne mobiltelefoner i undervisningssammenhæng: Skal de låses inde? Eller skal de være i lommen?

Må eleverne for eksempel bruge dem til Kahoot, GPS-løb i skolegården,
fotosafari i lokalmiljøet eller lignende? Hvis man åbner op for denne mulighed,
kan nogle elever føle sig fristet til også lige at tjekke snapchat, når nu
telefonen alligevel er fremme.

Den anden udfordring er elevernes private brug af sociale medier, i og udenfor skoletiden. Danske børn figurerer på mange sociale medier, og opretter profiler længe før de gamle nok.

Det er en udfordring, som rækker udover Danmarks
grænser, da de store Tech-giganter indretter
deres medier på en måde, der gør mange unge mennesker
afhængige af at scrolle og være aktive. Den her udfordring er massiv og svær for skolerne at gøre noget ved. Men det er
stadig en faktor, der udfordrer undervisningen og det sociale fællesskab. 

Mange
klasser har for eksempel en klasse-tråd på SnapChat, hvor konflikterne kan
starte om aftenen og hives med ind i skolen den næste dag.

Den tredje udfordring er elevernes computere. For hvor meget skal vi undervise med online og digitale undervisningsmaterialer? Skal eleverne lærer at bruge Word, Excel, Canva og lignende?

Igen er der en risiko for, at nogle elever føler sig fristet til også lige
at åbne Y8 og spille lidt, når undervisningen bliver for kedelig.

Mobilfri skole er ledelsens ansvar 

Hvad gør vi så? Først og fremmest må vi indse, at
uanset hvor mange rammer og retningslinjer vi laver, så kan vi ikke komme
udenom, at et ungdomsliv også består i at bryde lidt med alle de mange regler,
vi voksne laver. 

Hvis telefonerne skal afleveres ved skoledagens start,
så mener jeg helt lavpraktisk, at det ikke kan være den undervisende lærers
ansvar. I den situation skal telefonerne afleveres på skolens kontor. 

Vi skal bare huske på, at alt ikke er løst ved at låse dem væk. Telefonerne er
stadig en vigtig del af elevernes liv. Derfor er vi voksne samtidig nødt til at
lære vores børn og unge, hvordan de administrerer deres skærmforbrug.

Sæt skærmene på skoleskemaet

Efter min mening, er vi nødt til at tænke meget mere i
systemer og faste rutiner ude på skolerne. 

Et bud kunne være, at skoleledelsen sammen med lærere
og elever fastsætter en dag eller to om ugen, hvor digitale løsninger er
integreret i undervisningen. De resterende dage skal være analoge, hvor
telefoner og computere ligger aflåst på skolens kontor.

På den måde får undervisningen lidt af begge verdener.
Skolen må nemlig gerne være et sted, hvor eleverne lære at få et naturligt
skærmforbrug, og får vist, hvad man også kan bruge sine skærme til.

Så kære skoleleder og kommunalbestyrelser rundt
omkring i Danmark: Stop med at lave fluffy skærmpolitik.

Tag i stedet ansvaret på jer og skab nogle klare
regler, som tager ansvaret væk fra de enkelte lærere. Skærme skal ikke være til
forhandling mellem lærer og elev, men derimod være i et system, ligesom fagene
har faste pladser i skoleskemaet.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Link til kilde

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.